lørdag den 21. november 2009

Forældremøde

Vi var til forældremøde på Alexanders skole i går, hvilket vi var lidt spændte på. På Ashleys skole får vi altid den samme historie, knald godt hoved, god veninde og en flittig elev. Men Alexander har tendens til at være lidt forsigtig og indadvendt. Og i modsætning til den danske skole, hvor man går i den samme klasse år efter år, bliver alle klasserne på en årgang på hans elementary school blandet på ny ved starten af hvert skoleår. Så med ny klasse og ny lærer hvert år har han lige brug for lidt tid i starten af hvert skoleår til at blive tryg.

Men til vores overraskelse går det fantastisk. Ingen af Alexanders lærere kan tro at han kun har gået i engelsktalende skole i to år. Han er helt i top i alle fag. Han deltager aktivt i diskussion i klassen og er meget engageret. Det kniber en smule med koncentrationen af og til, men det vidste vi godt :-)

Klasselæreren anbefalede sågar, at vi tilmelder ham til et specielt program på skolen for særligt begavede børn. Blot et par timer om ugen, hvor han få ekstra udfordrende opgaver at arbejde med.

Ashley skal i dag til cheerleader konkurrence med andre hold fra hele Massachusetts. De har vundet deres sidste to konkurrencer, og hvis de vinder igen i dag skal de til "Nationals" i Florida. Hun er vildt glad for det - ikke mindst fordi hun har fået en hel masse nye veninder. Det er i øvrigt nemt at følge med i hvordan det går hende socialt, selvom hun ikke fortæller så meget. Men hvis man lytter til intensiteten af sms beskeder, der kommer ind dag og nat, får man et meget godt indtryk af hendes sociale aktivitet. Af en eller anden grund taler teenagere ikke i telefon mere. Det er simpelthen så gammeldags..... Emails er også "so last century". I stedet er det facebook, twitter og sms beskeder.

Der er ikke noget der kan få en til at føle sig gammel som det at have teenagebørn :-)

Thomas

Ingen kommentarer: