søndag den 24. oktober 2010

Halloween Spejdertur

Alexander er blevet spejder i BSA (Boy Scouts of America) og her i weekenden var han på sin første spejdertur. Da han er cub scout (hvilket er den gruppe under de store spejdere), må han ikke tage på tur uden en forældre. Amerikanere går MEGET op i den slags.

Vi havde beslutet os for at tage med alle sammen, for at få en lille familieoplevelse ud af det. Det var der en del af de andre familier, der også gjorde. Ashley var godt sur, ikke bare fordi hun skulle tilbringe sin weekend i et telt i en skov langt fra civilisationen, men også fordi hun pga. turen gik glip af en fest på sit high school.

Vi kørte afsted fredag eftermiddag og kørte godt en time syd på til en lille by, der hedder Molena, hvor der ligger et kæmpestort spejderområder, men skov, hytter, telte, søer, bålpladser osv.

Alexanders "Pack" er en gruppe med ca. 20 drenge og med forældre var det en pæn lille flok. Spejderturen var et Halloween arrangement, hvor der var mange forskellige spejdergrupper fra Georgia i området på samme tid. Hver grupper havde sit egen lille lejr.

Vi overnattede i stationære telte med træbund. Der var to senge i hvert telt, så Alex og jeg havde et telt, mens Gillian og Ashley havde et andet. Vi var alle lidt urolige første nat, dels fordi der var en del edderkopper, græshopper og andre kryp i teltene, da vi ankom og dels fordi vi havde fået at vide, at der er masser af slanger og sågar bjørne i skovene. Vi så nu ikke nogen....

Vejret var perfekt, 20-25 grader om dagen og 10-15 grader om natten. Så det var ikke noget problem at holde varmen i soverposerne.

Lørdag var der masser af aktivitet for drengene, og Alexander synes specielt det var cool at skyde med luftgevær og skyde med bue og pil. Der blev også tid til at fiske lidt samt at riste skumfiduser over lejrbålet.

Lørdag aften var alle børnene klædt ud i deres Halloween kostumer, og Alexander vandt med sin vampyrudklædning prisen som bedste udklædte i sin gruppe. Jeg tror det var make-up'en, som Ashley havde hjulpet med, der gjorde forskellen.

Der er billeder på picasaweb.

Thomas