Så er det omsider blevet min sidste uge i Mexico. Og selvom det på mange måder har været rigtig træls, så har det bestemt også været lærerigt - både fagligt, menneskeligt og kulturelt. Så selvom det har været en hård periode er jeg allerede nu glad for de oplevelser jeg har fået, fordi de endnu en gang har ændret mit perspektiv på tilværelsen.
Det kan være svært at forestille sig, hvor udfordrende det er at lede et projekt, der foregår på et sprog man ikke taler. Jeg kender efterhånden en del spanske gloser, men det er alligevel en daglig udfordring at følge med i møderne samt at tyde
emails. Hertil kommer at arbejdskulturen i Mexico er meget fjern fra den danske. Vi holder massevis af møder hver dag uden agenda og typisk med 10-15 deltagere, hvoraf godt 2/3 slet ikke burde deltage fordi de intet input har. Og efter et par timers diskussion på spansk slutter mødet så uden der er taget noget konkrete beslutninger. Gerne med en aftale om at vi hellere må mødes igen i morgen...
Det har også været en udfordring at navigere i en meget hierarkisk organisationsstruktur, hvor mange roller er helt eller delvis overlappende. Ofte virker det som om flere personer har præcis det samme ansvarsområde - blot på forskellige niveauer. Det kan også være svært at få taget beslutninger, da de fleste ledere har svært ved at
uddelere ansvar. Alt i alt skaber strukturen et dybt ineffektivt arbejdsmiljø.
De lange arbejdsdage (typisk 8-20 eller 8-22 når vi har haft travlt) har også været lidt af en prøvelse. Ikke fordi jeg har noget imod at arbejde mange timer, men det virker som om medarbejderne har indstillet sig på, at de skal tilbringe 12 timer på kontoret, da dette af ledelsen ses som et udtryk for en god indsats. Der er dog ikke flere opgaver på et
Mexicansk kontor end på et dansk kontor, hvilket gør at mange medarbejdere tager sig rigeligt tid, så de ikke løber tør for noget at lave inden de kan tillade sig at gå hjem. To timers frokost er fuldt acceptabelt mens det giver anledning til miner, hvis man forlader kontoret allerede
kl. 18. Og jeg ser ofte folk, der bare sidder og koger bag skærmen og venter på det skal blive fyraften...
På den positive side, har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med en masse
interessante mennesker, og så har jeg fået set en ny del af verden, jeg nok ikke ellers ville have fået set.
Jeg ved endnu ikke hvor mit næste projekt bliver, men det er et par muligheder på Østkysten, som jeg håber på.
Hjemme i
Canton er børnene startet i skole igen; Ashley i 7. klasse og Alexander i 2. klasse. Det har været en meget lang ferie, så det er godt for dem at komme i gang igen.
Vi var her i sommers en uge på Jamaica, hvor vi ikke havde været i 4 år. Det var dejligt at gense familie og venner samt at nyde sol og strand. En uge var dog alt for kort, men det var hvad det kunne blive til i år.
Vi har i
øvrigt valgt at lade Ashley konfirmere i Danmark til næste forår. Vi har lavet en aftale med den lokal præst i
Tilst, så Ashley kan blive konfirmeret sammen med sine gamle klassekammerater. Det betyder meget for hende at beholde en relation til Danmark og til sine veninder. Planen er så at Gillian skal læse med Ashley her, så hun kommer gennem det samme pensum som de andre.
Alexander er stadig meget glad for at træne karate og han er nu begyndt at træne kamp med handsker, hjelm og benskinner. Desværre har jeg kun mulighed for at tage med ham om lørdagen, mens Gillian har fornøjelsen af mandag, tirsdag og torsdag. Udover at holde ham i god form lærer han også disciplin og respekt for andre.
Ashley er her til sommer begyndt til klaver, hvilket hun faktisk er blevet temmelig skrap til.
\Thomas
