lørdag den 7. februar 2009

Nyt visum og tur til Danmark

Med et arbejdsgiverskift følger et visumskift, da et midlertidigt arbejdsvisum, som det jeg havde er knyttet til arbejdsgiver. Og for at få et nyt visum skulle vi alle fire en tur på den amerikanske ambassade i København.

Det blev så første tur til Danmark efter ca. 1 ½ år i USA. Vi var i Danmark i halvanden uge, og her nåede vi at være rundt i det meste af landet. Vi var på familie- og vennebesøg i Aalborg, Århus og Esbjerg, og så holdt jeg to dages workshop på Arla, et ERFA-møde i Århus og var på Platon Summit (halvårligt koncernarrangement) i København.

På trods af det lidt stramme program var det faktisk en rigtig god tur. Og udover gensyn med familie og venner, nød jeg også meget at se de mange "gamle" kollegaer fra Platon. Det var en fantastisk følelse af at komme hjem, da jeg igen stod på Dag Hammarskjölds Alle.

Dagen efter vi var kommet hjem tog jeg til New York City, hvor vi netop er startet på vores nye projekt hos Thomson Reuters. Vi sidder de næste 5 uger på Broadway. Og selvom jeg har tre en halv time med tog fra Boston, så føles det faktisk ganske tæt på. Specielt fordi det står enormt i kontrast til Mexico....

Det er svært at besøge sit hjemland uden at overveje muligheden for på et tidspunkt at flytte tilbage igen. Og det har vi bestemt også talt om, men der er stadig klart flest plusser ved USA, så det bliver nok ikke lige foreløbig. Det var faktisk en rigtig rar fornemmelse at komme hjem til Canton, også selvom der lå 30 cm sne i indkørslen, som lige skulle skovles væk inden vi kunne få bilerne ud.

\Thomas

Ingen kommentarer: