Sightseeing i Mexico

Et lidt forsinket indlæg om mit besøg af Gillian og børnene i Mexico City.

De ankom fredag eftermiddag og blev til den følgende fredag. Men da jeg arbejder fra 8 til 20 de fleste dage var det primært i weekenden vi havde mulighed for at tage på sightseeing.

Jeg havde booket firmaets chauffør både lørdag og søndag,så han kunne køre os rundt.

Lørdag tog vi en tur til Teotihuacan pyramiderne, der ligger ca. 40 km uden for Mexico City. Teotihuacán var en stor by med pyramider i midten omkring år 150 f.kr - dvs. før Aztekernes tid. Man mener pyramiderne og blev brugt i forbindelse med religiøse ritualer. Der er dog ingen gravkamre, som man ellers troede tidligere.

Der er to store pyramider (Pyramid of the Sun and Pyramid of the Moon) samt en række mindre. Pyramid of the sun er med sine 75 m den største af dem. Det skulle efter signede være den tredjestørste pyramide i verden. Pyramiden er konstrueret med trin, så det er muligt at gå helt op på toppen, hvor der er en fanatisk udsigt.

På vej hjem fra spiste vi i La Gruta, som er en restaurant, der ligger i en stor naturlig grotte, hvilket giver en meget speciel atmosfære. Maden var nu ikke noget at skrive hjem om…

Søndag morgen blev vi kørt ned i selve Mexico City ( jeg bor jo i en forstad), hvor vi havde besluttet os for at tage en tur med turistbussen rundt for at se de mest kendte seværdigheder. Det fungerer ligesom i London, hvor man kan købe en dagsbillet og så stige af og på som man har lyst. Det er en rigtig god måde at se en hel masse på i løbet af en enkelt dag.

Efter frokost tog vi en tur i Chapultepec Park - en stor offentlig park, der ligger midt i byen.
Her er blandt andet en stor sø, hvor vi lejede en cykelbåd og en meget stor zoologisk have. Hen på eftermiddagen var vi alle godt trætte i føderne og udmattede efter en hel dag i solen.

Tordag mødte Gillian og børnene mig til frokost og vi var - sammen med en flok af mine kollegaer - et smut på en god fiskerestaurant, der ligger lige rundt om hjørnet fra der hvor jeg arbejder.

Hverken Ashely eller Alexander var særligt begejstrede for menuen, for der var kun fisk, krabber, muslinger osv. at vælge imellem. Men jeg tror nu de hyggede sig alligevel. Jeg behøver vel ikke at sige, at Gillian nød det :-)

Der er billeder fra turen under picasaweb (link til højre)

\Thomas

Besøg fra Danmark

Siden sidst har vi haft besøg fra Danmark. Min far var på besøg sidst i marts, hvor jeg havde taget et par fridage. Og så kiggede Martin Hoedholt (tidligere kollega) også forbi. Vi nød begge dele og det er rart at vise lidt rundt i vores nye omgivelser. Og saa fik vi ogsaa fyldt vores depot af dansk slik op...

I denne uge kommer Gillian og børnene ned til mig og bliver en hel uge. Børnene har fri fra skole, så de bliver en lille ferie for dem. Jeg skal godt nok på arbejde, men vi har da en weekend sammen og så kommer jeg jo "hjem" hver aften. Vi har planlagt lidt sightseeing i Mexico City, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg har nemlig endnu ikke faaet set saa meget af byen.

Det er så småt ved at blive forår i Boston. Sidste weekend sneg temperaturen sig op over 20 grader og vi satte Alexanders nye basketballkurv op i indkørslen. Sådan en skal man have, når man bor i USA :- )

\Thomas

Omvendt proportional sammenhæng?

Er det ikke mærkeligt, at der tilsyneladende er en omvendt proportional sammenhæng mellem , hvor meget man har af noget, og hvor meget det betyder for een? Med mit nye rejseskema - hjemmefra meget tidligt mandag morgen for så først at være hjemme igen efter midnat fredag aften / nat - har mine weekender fået en helt ny betydning.En tur i supermarkedet , et spil matador på stuegulvet med ungerne eller en tur gennem bilvasken hos Wal*Mart har pludselig fået en helt ny værdi for mig.

Det er såmen ikke fordi , jeg ikke bryder mig om at rejse. Og jeg kan faktisk rigtig godt li' at være i Mexico, men nu glæder jeg mig som et lille barn til at komme hjem i weekenden.Jeg glæder mig til at komme hjem til min kone og mine børn. Jeg kan godt gå og drømme lidt om et job, hvor jeg kunne komme hjem hver aften, men så er jeg ret sikker på, at jeg ikke ville nyde at være hjemme på samme måde. Det virker som om, det hele bliver mere intenst. Underligt, ikke? Eller måske er det meget naturligt. Jeg havde blot ikke lige set denne positive sidegevinst ved at rejse meget.

I sidste uge flyttede jeg omsider ind i min nye lejlighed.Jeg troede først vi skulle dele, men vi har fået hver vores pænt store lejlighed i Santa Fe, kun 5 min fra Grupo Modelos hovedkontor , hvor jeg arbejder. Jeg venter stadig på kabel TV, en Internet forbindelse og en telefon. Det varer nok lige et par uger endnu.

Og så er det lidt overraskende indtil videre lykkedes mig at undgå et maveonde, hvilket flertallet af mine kollegaer har været igennem. Håber jeg går fri...

Vi fik i øvrigt et brev fra skoleinspektøren på Ashleys skole forleden dag. Han ville blot fortælle, hvor utrolig flot Ashley klarede sig i skolen. Han havde personligt oplevet Ashley levere en mundtlig præsentation her forleden dag, hvilket han synes hun klarede imponerende.
Det oplever man altså ikke i Danmark ! Hvor er det fedt, at det i den grad er ok at fremhæve elever, der gør det ekstraordinært godt.

I de 6 år vi har haft boerne i dansk skole er den højeste ros vi har hørt noget i stil med " Hun er godt med " eller endnu værre: "I skal ikke være nervøse , hun har bestemt ikke problemer med at følge med".Her i USA eksisterer der simplethen ikke antydningen af Jantelov, og amerikanerne er ikke bange for at give hverken ris eller ros.Og det er ikke kun i skolerne. På mit arbejde får samtlige konsulenter f.eks. karakterer på en skala fra 2-5 hver tredje måned. Det er sgu' da super regulært, i stedet for at få et " det går da meget godt " fra chefen en gang om året, hvor man så sidder tilbage med spørgsmålet om, hvor godt man egentlig har gjort det.

Gillian er begyndt som frivillig hos en lokal tandlæge. Hun er der blot nogle timer om ugen , men det er en super mulighed for at skabe et netværk i branchen og ikke mindst for at holde sin faglighed ved lige. Hun skal jo med stor sandsynlighed ud at søge et job på et tidspunkt. Faktisk er hun allerede blevet tilbudt et job, men da hun ikke har arbejdstilladelse må det blive ved det frivillige indtil videre.

Alexander er begyndt til karate og bestod forleden til gult bælte. Så han var simpelthen ikke til skyde igennem. Vi måtte ikke overvære selve gradueringen ( det er et ret lille træningslokale og der var mange forældre), men det var en fin ceremoni med overrækkelse af diplom og det nye bælte bagefter. Uheldigvis havde han været lidt småsyg dagene op til den store dag. Han klarede det dog alligevel imponerende.

På vej hjem i bilen sagde jeg til Alexander at han måtte bestemme, hvordan vi skulle fejre det. Jeg havde nok forestillet mig at han ville sige en tur i biografen, på restaurant eller noget i den stil. Men det blev til en tur gennem McDrive....

\Thomas

Hola

Lige en hilsen fra Mexico City, hvor jeg sidder på 7. etage hos Grupo Modelo med udsigt til bjergene, der omringer byen.

Mexico City, der med sine ca. 23 millioner indbyggere er blandt verdens allerstørste byer, ligger ca.2 km over havets overflade og det kan mærkes. Der skal næsten ingen fysisk aktivitet til, før man begynder at hive efter vejret. Og det er ikke kun fordi jeg er i dårlig form. :- )

Vi er 4 amerikanere på projektet, og planen er at vi flytter ind i en stor lejlighed i næste uge. Firmaet har også købt to biler, så vi kan komme omkring. Det er dog temmelig farligt at køre bil i Mexico, dels fordi der ikke er så mange færdselsregler, og dels fordi man kan komme til at få skylden for, at andre kører ind i en. Det er specielt et problem, hvis man ikke kan tale spansk. Vi har derfor ansat to lokale chauffører til at køre os rundt.

Hvad det spanske angår, så er det temmelig bøvlet ikke at forstå et ord. For en stor del af projektdeltagerne taler kun spansk. Hertil kommer at jeg skal reviewe en hel masse spanske dokumenter. Heldigvis har jeg fået lov til at skrive på engelsk og får så en kollega fra vores Mexicanske kontor til at oversætte. Men jeg kan ikke undgå at føle mig temmelig handicappet. Et at mine stærkeste talenter er netop at kommunikere faglige komplicerede emner. Og pludselig befinder jeg mig i et møde efter møde, hvor alt foregår på spansk. Og så er det svært at bryde ind på engelsk for blot at konstatere, at det man ville sige blev sagt af sidemanden for 2 min siden.

Mine uger bliver ret lange, for det er et 5-dage-per-uge projekt. Og der er ingen direkte fly fra mellem Boston og Mexico City, så jeg bliver nødt til at flyve til New York, Atlanta, Chicago eller Houston på vejen. Men jeg håber lidt på, at jeg kan drosle min on-site tid lidt ned hen ad vejen efterhånden som vi får allé de store ting på plads i projektet.

Til de teknisk interesserede kan jeg fortælle, at jeg endnu skal være projektleder på et SAP MDM projekt. Kunden har købt alt hvad SAP har på hylderne (ECC, CRM, SRM, PLM, EP, BI, PI og MDM) og planen er at implementere hel molevitten over de næste 4 år. Min opgave bliver at sikre, at de 8 procesteams løber i nogenlunde samme retning for så vidt anga angår master data. Det bliver lidt en udfordring men helt sikkert også spændende og lærerigt.

Det er også skægt at være med i et stort team igen. Pt. er vi ca. 60 konsulenter (de fleste fra vores kontor i Mexico), og jeg tror vi i peakperioder vil være godt 100 konsulenter på projektet. Hertil kommer så et tilsvarende antal fra kunden.

Og så får jeg også smagt en masse god Mexicansk mad og ikke mindst Mexicansk øl. Det er jo et bryggeri jeg arbejder for, og man kan da ikke være bekendt andet end at smage på produkterne.
Jeg skal også lige vænne mig til den noget anderledes opfattelse af tiden. Hvis man er inviteret til et møde er det ganske normalt at komme 1/2 time for sent, og aftaler betragtes som ret løse. Heldigvis kører projektet ikke efter den normale Mexicanske arbejdsdag med en siesta fra 14-16. Sagen er den, at kantinen i den bygning vi arbejder i er delt, og vi har fået tildelt kl. 2-13 som vores frokostpause. Og det passer mig rigtig fint.

Vi tager indimellem ud for at spise omkring kl. 14 og er så tilbage på kontoret kl. 16 efter 3 retters mad. Og så kræver det altså en stærk kop kaffe at komme i gang igen. Normalt slutter arbejdsdagen omkring kl. 19-20. Og sniger man sig afsted ved 18-tiden får man ret sikkert et sarkastisk "enjoy the rest of the afternoon" med sig på vejen.

Saludos
\Thomas

Nyt projekt i Mexico City

Pga budgetudfordringer hos min nuvaerende kunde er jeg blevet sat ned paa halv tid. Dette synes min chef dog ikke er en fremragende ide, da jeg derved ikke fakturerer optimalt. Jeg blev saa i sidste uge kontaktet af et nyt projekt, der skulle bruge en som mig paa et projekt i Dusseldorf. Lidt tosset, naar vi netop er flyttet hertil fra Europa. Men i konsulentverdnen kan man ikke bare folde armene og sige, at man ikke vil paa et projekt, hvis der ikke er alternativer. Derfor spurgte jeg mig omkring i mit interne netvaerk om der skulle vaere andre projekter, som jeg kunne komme paa. Og det var der. I Mexico City.....

Saa paa soendag flyver jeg til Mexico, hvor jeg skal vaere projektleder paa et master data projekt, der er en del af en stor SAP implementering hos Grupo Modelo (dem der laver Corona).

Jeg ved endnu ikke helt, hvor laenge jeg skal vaere der. Men jeg ved, at projektet foregaar paa spansk, hvilket jeg skal have laert i en hujende fart. Jeg har allerede i dag modtaget den foerste sending dokumenter til review. Og det tager altsaa lidt tid, naar alle saetninger skal gennem www.freetranslation.com :-)

Det er ikke helt optimalt at pendle fra Boston til Mexico City hver uge, saa jeg faar en hel del rejsetid. Jeg regner dog med at faa en lejlighed, saa Gillian og boernene kan tage turen ned til mig fra tid til anden.

Thomas

På ski i Killington

Vi havde flere steder hørt, at der er rigtig mange gode skisteder i Vermont, der jo kun ligger et par timers kørsel nord for os. Så da Gillian havde et hold venner fra Florida, der skulle til Killington, VT i weekenden besluttede vi os for at køre derop og stå på ski med dem.

Og det var en fantastisk tur. Gillian og jeg havde ikke været på ski i de sidste 10 år og børnene havde aldrig prøvet det før.

Killington er et kæmpestort skiområde med adskillige bjerge og masser af hyggelige små skihoteller. Turen op gennem bjergene er vildt flot, og det føles næsten som at køre i Alperne. Vi kørte fredag efter arbejde, så vi kunne starte lørdag morgen på ski. På den måden kunne vi få to hele dage inden vi kørte hjem søndag aften.

Ashley og Alexander startede på snowboard, hvilket ikke var den helt store succes. Så de skiftede til ski allerede efter en times tid. Der var rigeligt med pister i forskellige sværhedsgrader at vælge imellem og kun sjældent kø ved lifterne.

Ashley var lidt nervøs få at få for meget fart par og måtte en tur ud i træerne et par gange. Men taget i betragtning, det var første gang med et par ski på fødderne, klarede hun det flot. Alexander var nærmest frygtløs og kørte selvstændigt ned af de grønne bakker efter mindre end en dag på ski.

Det var temmelig koldt (ca. -5° C), men det var helt vindstille, så det føltes ikke særlig koldt. Alt i alt kan Killington absolut anbefales og jeg er ret sikker på vi skal et smut derop igen til næste år.

Der er billeder fra turen på vores Picasa album.
\Thomas

Nytår

Nytårsaften blev uden fyrværkeri i år. Det er nemlig forbudt i Massachusetts, fordi det er farligt :-( En lille smule dobbeltmoralsk i et land, hvor enhver kan købe et gevær i den lokale sportsforretning..... Det var dog et stort fyrværkerishow downtown Boston, men vi synes ikke lige vi kunne overskue at tage ind til byen i decemberkulden sammen med en millioner mennesker.

Til gengæld lykkedes det mig at finde både Dronningens nytårstale og halvfemsårs fødselsdagen på nettet, hvilket var med til at skabe den traditionelle nytårsstemning.

Efter at have haft huset fyldt med mennesker hen over julen havde vi valgt blot at være os selv denne sidste aften i 2007.

Godt nytår!

\Thomas