tirsdag den 29. januar 2008

På ski i Killington

Vi havde flere steder hørt, at der er rigtig mange gode skisteder i Vermont, der jo kun ligger et par timers kørsel nord for os. Så da Gillian havde et hold venner fra Florida, der skulle til Killington, VT i weekenden besluttede vi os for at køre derop og stå på ski med dem.

Og det var en fantastisk tur. Gillian og jeg havde ikke været på ski i de sidste 10 år og børnene havde aldrig prøvet det før.

Killington er et kæmpestort skiområde med adskillige bjerge og masser af hyggelige små skihoteller. Turen op gennem bjergene er vildt flot, og det føles næsten som at køre i Alperne. Vi kørte fredag efter arbejde, så vi kunne starte lørdag morgen på ski. På den måden kunne vi få to hele dage inden vi kørte hjem søndag aften.

Ashley og Alexander startede på snowboard, hvilket ikke var den helt store succes. Så de skiftede til ski allerede efter en times tid. Der var rigeligt med pister i forskellige sværhedsgrader at vælge imellem og kun sjældent kø ved lifterne.

Ashley var lidt nervøs få at få for meget fart par og måtte en tur ud i træerne et par gange. Men taget i betragtning, det var første gang med et par ski på fødderne, klarede hun det flot. Alexander var nærmest frygtløs og kørte selvstændigt ned af de grønne bakker efter mindre end en dag på ski.

Det var temmelig koldt (ca. -5° C), men det var helt vindstille, så det føltes ikke særlig koldt. Alt i alt kan Killington absolut anbefales og jeg er ret sikker på vi skal et smut derop igen til næste år.

Der er billeder fra turen på vores Picasa album.
\Thomas

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Ser nice ud :) Fedt at I kan stå på ski i jeres "baghave".